
Hvorfor psykoterapi
I psykoterapi arbejder vi ikke kun med det, du tænker. Vi undersøger også det, du føler, og det du mærker i kroppen.
Nogle gange ved vi godt, hvad vi burde gøre. Alligevel kan det være svært at gøre det.
Vi kan forstå med hovedet, at vi skal sige fra, passe bedre på os selv, stoppe med at søge andres accept eller fjerne os fra noget uhensigtsmæssigt. Tankerne fører bare ikke altid til handling.
Måske kæmper du med lavt selvværd, har svært ved at sætte grænser eller kommer igen og igen til at tilsidesætte dig selv i relationer. Måske er du fastlåst i et mønster, du godt kan se ikke er godt for dig, men som du alligevel har svært ved at bryde. Eller måske ved du bare, at noget i dit liv ikke føles rigtigt, uden helt at kunne sætte fingeren på hvad.
Kroppen kan være et kompas og fortælle, hvornår vi skal handle, og hvad vi skal handle på. Hvad mærker du i din krop, når noget føles forkert? Og hvad mærker du, når noget føles rigtigt?
Måske har du prøvet at få ondt i maven, inden du skal mødes med bestemte mennesker. Eller måske har du tilpasset dig, når nogen er blevet vrede på dig, og bagefter mærket uroen indeni.
For kroppen fortæller os nogle gange noget, som hovedet endnu ikke har fået øje på.
I psykoterapi arbejder vi med at se dine forskellige sider, undersøge, hvor og hvornår de kommer fra, og at mærke efter hvad din krop fortæller dig, så du bedre bliver i stand til at navigere i dit liv.
Sammen kan vi blive nysgerrige på de mønstre, du har med dig, og på det, der sker i dig, når du møder forskellige mennesker og situationer.
Målet er ikke, at jeg skal fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv.
Det handler snarere om, at du kan blive bedre til at høre dig selv.
Måske opdager du noget, du ikke har set før. Måske mærker du pludselig, hvad du egentlig har brug for. Og måske bliver det dermed lettere at vælge, hvad du vil gøre.
For jeg tror på, at du selv rummer alt det, du har brug for.
Nogle gange skal der bare et andet menneske til for at hjælpe dig med at få øje på det.

Vi tager udgangspunkt i det, der fylder hos dig. En session varer enten 60 eller 75 minutter.

